En enkel morgenpraksis, der hjælper dig med at lande i kroppen og skabe en bevidst overgang fra søvn til vågen tilstand, før dagens tempo og krav tager over.

Hver morgen efter mit Apple Watch har tappet mig blidt på mit håndled og roligt har vækket mig – men inden jeg har åbnet øjnene – gør jeg nedenstående.

Læg højre hånd på maven. Tag tre dybe, bevidste vejrtrækninger ind og ud gennem næsen, mens du mærker, hvordan du stille og roligt vender tilbage til kroppen efter natten.

Derefter, og mens du stadig har hænderne på kroppen, siger du tre kærlige ting til din krop. Det kan være højt eller inde i dig selv. Det kan for eksempel være:

  • tak fordi du er her for mig
  • tak fordi du bærer mig gennem dette liv
  • jeg elsker dig
  • du er lige, som du skal være
  • tak fordi du fortæller mig, hvad jeg skal være opmærksom på
  • tak fordi du fungerer
  • tak fordi mit barn vokser i dig
  • tak fordi du har båret mit barn

Kun fantasien sætter grænser. Selv hvis du ikke har et godt forhold til din krop, eller hvis du oplever sygdom eller smerte, er der altid noget at takke din krop for. Om det så blot er: “Det er kun takket være dig, at jeg kan opleve dette liv. Tak.”

Giv gerne dig selv et klem bagefter. Kram dig selv omkring skuldrene, overarmene, brystet, maven eller hofterne, hvor end det føles rart.

At bruge et øjeblik på at bringe bevidsthed ind i overgangen fra søvn til vågen tilstand er en enormt blid og nænsom måde at starte dagen på. Samtidig er det dagens første overgang. Det er første gang i dag, at du går fra at være i én tilstand til at skulle noget andet.

Hvis du allerede her gør det til en vane at bringe bevidsthed og taknemmelighed ind, bliver det en stærk kultivator for at kunne gøre det videre gennem resten af dagen.

Jeg ønsker dig en dag fyldt med nærvær.

Stort kram
Noell