En enkel bevægelsespraksis, hvor du kombinerer mantra og kropslig opmærksomhed og træner dit sind i at vende tilbage til ro, igen og igen.
Jeg elsker at bevæge min krop og mit sind. Gående meditation er en virkelig skøn måde at tømme hovedet på, samtidig med at kroppen får bevægelse.
Ordet mantra er et gammelt sanskritord. Man betyder sind, og tra betyder transport. At bruge et mantra er altså en måde, hvorpå vi transporterer vores sind.
Og hvad er det så, vi transporterer vores sind fra eller til?
Hver gang du tager dig selv i at blive distraheret af en tanke, noget omkring dig, eller du på anden måde glemmer mantraet, giver du blot slip på distraktionen og vender tilbage til dit mantra.
Hver gang du vender tilbage til mantraet, træner du dit sind i nærvær.
Det er en fantastisk måde at styrke din evne til at være nærværende, holde fokus og blive bedre til at give slip på tanker og følelser.
Du transporterer dit sind fra hverdagens almindelige tankestrøm hen mod mantraet igen og igen. På den måde skaber du mere ro i dit sind.
Det, jeg er særligt vild med ved gående meditation, er, at du både bruger et mantra i sindet og dine fingre som en form for fysisk anker.
Prøv at lave denne meditation i minimum 10 minutter. Når du går, så gør det uden lyd i ørerne – bortset fra naturen og verden omkring dig – og med det mantra, du ser længere nede.
Hvordan det fungerer
Når du går, bringer du din bevidsthed ind i begge hænder og alle dine fingre – og samtidig ind i dit mantra. Du bruger tommelfingeren på begge hænder og tapper den skiftevis mod hver finger:
- Først mod pegefingeren, mens du i dit indre siger: “sa”
- Så mod langefingeren, mens du siger: “ta”
- Så mod ringefingeren, mens du siger: “na”
- Så mod lillefingeren, mens du siger: “ma”
Jeg ved godt, at det kan føles lidt specielt første gang. Men netop det, at du skal fokusere så meget på at lære noget nyt, er en virkelig effektiv måde at være fuldt til stede i nuet på og give slip på andre tanker.
Jeg ønsker dig god legelyst og god tur.
Stort kram,
Noell
P.s. her er et billede, der viser, hvad du skal gøre i praksis.
