Nymåne er en mulighed for at stoppe op og vende blikket indad. Denne guide inviterer dig til at sætte intentioner, reflektere over dine visioner og skabe nye begyndelser i dit eget tempo.
Nymåne er en oplagt mulighed for at skabe et smukt rum for dig selv. Og for at have en seriøs, selvkærlig samtale med dig selv. Det handler ikke om, hvorvidt du tror på månen eller astrologi.
Det handler om, at du, i stedet for at lade livet, ugerne, månederne og årstiderne glide ud gennem hænderne på dig i aftaler, to do-lister og travlhed, tager glæde ved naturen, som konstant viser dig, at livet ikke er statisk, og at intet varer evigt.
Forberedelse og meditation
Nymåne er en invitation til at reflektere over, hvilke frø du vil plante, så de kan begynde at spire.
De frø, som er modne, vil spire og vokse i det tempo, de har brug for.
Allerførst vil jeg anbefale dig, at du tre til fire dage før og efter nymåne mediterer med meditationen “nymåne og nye begyndelser”, som du finder herinde i ENHED medlemsklub.
I den meditation guider jeg dig til ro, og jeg guider dig ind i månens klare, stærke og støttende energi, så nye muligheder og perspektiver kan vise sig for dig. For ofte er vi begrænset i de muligheder og perspektiver, vi ser.
Når vi via meditationen bringer ro på vores nervesystem og i vågen tilstand åbner op for vores underbevidsthed, vil nye anskuelser og idéer stille og roligt få plads til at vise sig.
Hvornår kan du arbejde med nymåne-energien?
Jeg vil mene, at du kan arbejde med nymåne-energien i 24 timer før og efter en nymåne.
Men jeg vil også gerne understrege, at du altid kan arbejde med nye intentioner og nye begyndelser, uanset hvor i måneden du er.
Forskellen ved at gøre det ved nymåne er, at du har en energetisk støtte fra universet, hvis du altså tror på den slags.
Den simple udgave af nymåne-ritualet
Tænd gerne et lys eller en røgelse, der med sin duft støtter op omkring dit nærværende rum med dig selv.Brug lidt tid på at reflektere over, hvilke visioner du har. Du kan eventuelt reflektere over:
- Hvem er du?
- Hvad vil du egentlig med den tid, du er her?
- Hvad vil du gerne skal ske herfra?
- Hvad vil du gerne have vokser og blomstrer?
- Er der projekter, du er i gang med, som du har visioner for?
- Er du et sted i livet, hvor du gerne vil lave et skift, og i så fald hvilket?
- Er der tilstande, du ønsker mere af i dit liv?
- Hvilket menneske vil du gerne være?
- Hvilken fremtid vil du gerne skabe?
Hvis du ikke siger dine planer og ønsker for fremtiden højt og gerne skriver dem ned, bliver de ofte viklet ind mellem hverdagens mange tanker om at huske at handle, nå deadlines og forstå, hvorfor nogen ikke har svaret.
Men sådan skal det ikke være.
Dine visioner og intentioner skal skæres fri af den trivielle tankestrøm, så de står klart og tydeligt for dig.
At skrive dine intentioner ned
Sæt intentioner for en ny periode. Og for fremtiden. Og skriv dem ned i den støttende nymåne-energi.
Jeg skriver altid med blå kuglepen, da det er manifestationsfarven på skrift. Jeg starter med at skrive “Kære Univers…” og derefter mine ti intentioner, som jeg altid skriver i nutid.
Det kan også være, at du har færre intentioner.
I bunden skriver jeg dato og min underskrift. Jeg læser det, jeg har skrevet, højt, og derefter siger jeg “tak, tak, tak”, imens jeg folder papiret to gange.
Den udvidede udgave med amulet
Vælg gerne et smykke, en krystal eller noget helt tredje og lad det blive din amulet for dine nymåne-intentioner. Dens tilstedeværelse vil være en påmindelse om at tænke, agere og tage beslutninger, som støtter op om dine intentioner.
Bær gerne for eksempel et smykke i en længere periode, som du har valgt netop for at støtte dine intentioner. Jeg har selv brugt smykker og krystaller i mange år til at støtte mine intentioner, og det virker for mig.
Når jeg bruger tid på at sammensætte krystaller og designe smykker, er det, fordi jeg ved, at det gør en forskel for mig at bære smykker med intention. Og fordi jeg gerne vil give den oplevelse og støtte videre til dig.
Dit smykke kan dagligt minde dig om din intention og støtte og guide dig i den retning, din intention skal føre dig.
Når du laver den simple udgave af nymåne-ritualet, kan du derfor fra start inkludere den genstand, du har valgt som din amulet for den næste periode. Når du læser dine intentioner højt, holder du smykket i din giverhånd, den hånd du skriver med eller giver hånd med.
På den måde giver du genstanden information om, hvad du ønsker at fylde den med, så den kan støtte dig og minde dig om dine intentioner.
Min fulde nymånemanifestationsritual
Hvis du vil lave et endnu større ritual ved nymåne, deler jeg her mit nymånemanifestationsritual.
Jeg bruger:
- et sæt orakelkort. Jeg lægger bevidst orakelkort ved nymåne, fødselsdag og nytår
- røgelse til at rense mit space og min energetiske krop, hvis jeg mærker behov for det, eller røgelse, der kalder på mig
- krystaller, smykker, lys eller røgelse, som skal være mine amuletter i den nye periode
- min notesbog til pludselige indskydelser
- et stykke papir
- en blå kuglepen
- papiret fra sidste nymåne, hvis jeg har lavet ritualet før
Jeg stiller først ét til tre spørgsmål til mine orakelkort, for eksempel:
- “Hvad ønsker I at fortælle mig lige nu?”
- “Hvad skal jeg være opmærksom på i mit arbejde?”
- “Hvad skal jeg være opmærksom på i den kommende periode?”
Herefter skriver jeg igen mine intentioner med blå kuglepen, starter med “Kære Univers…” og skriver intentionerne i nutid. I bunden skriver jeg dato og underskrift, læser intentionerne højt og siger “tak, tak, tak”, imens jeg folder papiret to gange.
Papiret placerer jeg under fem bjergkrystaller. Fire, der peger i hver sin verdensretning, og én i midten, som forbinder de fire energier. Så lader jeg det ligge i 28 dage, indtil næste nymåne.
Det vigtigste at huske
Det, som føles rigtigt, i flow og naturligt for dig, er det, du skal gøre. For det er det, som vil virke for dig. Der er ingen rigtig eller forkert måde at gøre tingene på.
Vil du arbejde i symbiose med nymånens energi, så sørg for at gøre det inden for 24 timer før eller efter nymåne.
En kærlig påmindelse
Husk altid at anerkende dig selv for at sætte tid af til at være nærværende med dig selv. Det er en enorm kærlighedserklæring. Bare det, at du gør det, er stort. Du bør virkelig være stolt af dig selv for at prioritere tid til dig. Jeg håber, du kan mærke det indre skift, som opstår, når du giver dig selv tid og nærvær.
Rigtig glædelig nymåne.
Stort kram
Noell