En samtale om lidelse, håb og det at være menneske. Psykolog Martin Holmgaard Laursen deler ni trædesten, der kan støtte os i det, der gør ondt – uden at vi mister os selv.

Lidelse er et vilkår ved det at være menneske – men vi taler sjældent ærligt om det.
I ENHED-samtalen med psykolog Martin Holmgaard Laursen, som i 20 år har arbejdet med alvorligt syge mennesker, udfolder vi, hvordan vi kan være i det, der gør ondt – uden at gå i stykker indeni.

Martin beskriver 9 trædesten – ikke som opskrifter, men som steder, vi kan stå, når livet vælter os.

1. At tage imod og give slip

Mantraet:

“Jeg tager imod det, som kommer. Jeg giver slip på det, som er.”

Livet er en strøm, der hele tiden forandrer sig. Vi vil gerne holde fast i det, vi kender – ungdom, gamle roller, relationer, planer – men for at kunne tage imod det nye, må vi også kunne slippe det, der var.

I parforhold, sygdom, forældreskab og livskriser bliver vi hele tiden bedt om at give slip på gamle versioner af os selv og hinanden. Hvis vi nægter, bliver livet tungt.

2. At bevidne lidelsen

Vi har brug for nogen, der bevidner os – uden at fikse, forklare eller komme med hurtige løsninger.

Når vi fortæller om det, der gør ondt, og bliver mødt af et menneske, der lytter nærværende, sker der noget stille:
Vi begynder også selv at lægge mærke til vores egen fortælling.

Der opstår et lille mellemrum:
Jeg er ikke kun min lidelse. Jeg er også den, der lægger mærke til, at jeg lider.
Her kan vi hente luft – uden at fornægte det svære.

3. At dyrke tillid – frem for kontrol

Martin siger:

“Kontrol er mistillidens fætter.”

Når livet er svært, mister vi kontrollen, og vores impuls er at skrue endnu mere op for den. Men tillid opstår ikke af kontrol. Tillid er noget andet:

  • Tillid til, at jeg gør mit bedste.
  • Tillid til, at jeg kan finde taknemmelighed – også her.
  • Tillid til, at jeg kan gå vejen så værdigt som muligt, uanset udfaldet.

Tillid lover ikke en happy ending.
Den handler om, hvordan vi vælger at være til stede i det liv, vi faktisk har – ikke det liv, vi troede, vi skulle have.

4. At se på håbet – især de små håb

Håb er livsnødvendigt. Men store fremtidshåb kan også komme til at skygge for livet lige nu.

I stedet for kun at håbe: “Jeg bliver rask” eller “Alt bliver godt igen” – kan vi øve os i små håb:

  • Hvad kan jeg håbe på i dag?
  • Hvilket lille lys kan jeg tænde i denne uge?
  • Hvad kunne være én lille god ting midt i alt det svære?

Små håb er lettere at bære – og oftere noget, der faktisk folder sig ud.

5. At lade tiden arbejde

Vi vil gerne handle os ud af smerten. Men nogle gange er det ikke os, der skal gøre noget ved tiden – det er tiden, der skal gøre noget ved os.

Martin fortæller legenden om ringen, hvor der står:

“Også dette får en ende.”

Det gælder både glæde og smerte.
At lade tiden arbejde er ikke passivitet – det er at turde blive i processen, mens livet langsomt former os, modner os og måske åbner nye perspektiver, vi først kan se bagefter.

6. At udfolde taknemmelighed

Taknemmelighed er ikke naiv positivitet. Det er et valg.

I den første samtale med Martin (episode 21) taler I om, hvordan dybt syge mennesker kan finde taknemmelighed – midt i sygdom, tab og sidste tid. Taknemmelighed ændrer ikke virkeligheden, men den ændrer vores indre forhold til den.

Taknemmelighed er en måde at sige:
“Der er stadig noget, der har værdi – også her.”

Og netop i lidelsens landskab kan det være en af de mest kraftfulde trædesten.

7. At få øje på tankernes kaos selv

Når livet vælter, forsøger vi ofte at løse det som en gåde:
Hvis jeg bare tænker længe nok, finder jeg svaret.

Men livet er ikke altid noget, der skal løses.
Nogle gange er det noget, vi skal leve.

Tankerne vil hele tiden råbe: “Se mig, hør mig, løs mig!”
Det hjælper at se dem som netop det: tanker, ikke sandheder.

Nogle tanker skal undersøges.
Andre må vi lade passere – og i stedet gå ud i haven, lave noget praktisk, bevæge kroppen, være i noget konkret.

Det er ikke flugt – det er at skabe pauser i tankekaos.

8. At tage kontakt til naturen

Naturen minder os om, at vi er en del af noget større.
At alting spirer, visner, dør og genopstår i nye former.

Studier viser, at patienter med udsigt til grønne omgivelser kommer sig hurtigere end dem, der kun ser beton. Naturen vugger os, som Martin siger – den hjælper os væk fra tankernes centrifuge og hjem i kroppen.

Det kan være:

  • En tur til havet
  • En gåtur i skoven
  • Hænderne i jorden i haven

Smerten forsvinder ikke – men den bliver båret af en større horisont.

9. At give lidelsen mening

Spørgsmålet “Hvorfor lige mig?” peger bagud og indad.
Det binder lidelsen til en personlig dom eller en retfærdighedslogik, livet sjældent følger.

I stedet inviterer Martin til at vende spørgsmålet:

  • Ikke: “Hvad var meningen med, at det skete?”
  • Men: “Hvordan kan det, jeg går igennem nu, med tiden få mening?”

Måske ved, at:

  • det skærper, hvad der virkelig betyder noget
  • det lærer mig at elske dybere, mere sandt
  • det en dag kan blive til erfaring, jeg giver videre til andre
  • det viser mine børn, at livet ikke kun er glat – og at man kan bære både smerte og skønhed samtidig

At give lidelsen mening er ikke at romantisere den.
Det er at nægte at lade den være det sidste ord.

Samtalen med Martin er en kærlig invitation til ikke at flygte fra lidelsen – men at møde den med mere nysgerrighed, mere mildhed og lidt mere tillid til, at vi kan være i det, der er svært, uden at miste os selv.

Du kan selvfølgelig høre hele samtalen episode #133 her i Klub ENHED – og lade de ni trædesten lande dér, hvor du står i dit eget liv lige nu.